Sidste dag før ferien

I det omfang det kan lade sig gøre med familien, vil jeg helt sikkert fortsætte med at være early-bird. De dage hvor jeg ikke skal aflevere børnene er det bare om at komme af sted så tidligt som muligt. Det er skønt at slippe for trafikken, men der er andre rigtig gode fordele også. Mest den, at man er mere på forkant med dagen før alle andre møder ind. Det giver en mere rolig eftermiddag og mere tid med ungerne.

Der er ikke så mange bekymringer i forhold til at fortsætte. Det eneste er, at man skal være god til også at komme af sted om eftermiddage, så dagen ikke bare bliver det længere.

Det har været godt at være med og kunne se, hvor meget mere det betyder, både i forhold til trafikken, men også arbejdsmæssigt, at komme lidt tidligere af sted om morgenen.

Rigtig god jul til alle!

Tid til motion

I går kom jeg af sted igen på det værst tænkelige tidspunkt, da jeg skulle have vores søn med til Åbyhøj. 7:30 er ikke god på Oddervej og videre til Åbyhøj en mandag morgen.

Her til morgen var det en anden sag. Jeg fik listet ud af huset 6:20 og kørte ind på arbejde. Da det blev lyst tog jeg mig en pause og løb en tur langs Brabrandstien. Vi har gode omklædnings og badefaciliteter på arbejde, så det var ikke noget problem.

Skønt at være tilbage på min plads med en kop te og fornyet energi. Selv om jeg må indrømme, at det næsten var for overskudsagtigt, så kunne jeg godt finde på, at gøre det igen.

 

Endelig fredag

I morges kom jeg af sted tidligt og der var fin vej hele vejen til Brabrand.

For min del er jeg klart mindre stresset de dage, hvor jeg møder rigtig tidligt. Jeg er mere på forkant på dagen fra starten af. Når jeg møder sent, efter at have aflerveret børn mv, føler jeg i højere grad, at jeg er bagud hele dagen.

På mit arbejde bestemmer man heldigvis selv sine arbejdstider, bare man overholder møder mv. Min leder møder også gerne tidligt, så det giver egentlig nogle gode rolige snakke om morgenen og en god afstemning af dagen.

I går sad jeg hjemme og arbejdede hele dagen og det er jo engenlig også en god måde til ikke at sidde fast i trafikken  :)

God weekend til alle!

Traktor og morgenmad

I dag blev den 6:40 inden jeg kom afsted. Der er stadig trafik på Oddervej på dette tidspunkt, men ikke nær så meget og det glider godt. Her til morgen var der dog en traktorfører der også havde stået tidligt op og den kom kørende lige som jeg skulle til at køre ud på Oddervej og med en lang slage efter sig. Det var tæt trafik som kl 7:30. Heldigvis er der jo hurtigt to spor, så det var ikke større problem end det.

Jeg pakker en lille morgenmad aftenen før og så er jeg hurtigt ude af døren og sidder i ro og mag på arbejdet og spiser morgenmad og får overskuet dagen inden det går løs.

Så kom jeg i gang

Jeg har nydt de morgener, hvor jeg er kommet tidligt af sted og ærget mig de dage, hvor det blev for sent og jeg endte lige i bil-proppen.
Da forsøget startede kom jeg glad af sted kl 6:15 og drønede lige igennem til Brabrand. Det tog jo ingen tid. Der var ro på kontoret og jeg havde klaret en del arbejdsopgaver inden alle andre mødte ind og ræset begyndte. Næste morgen kom jeg af sted 6:45 og det gik også rigtig fint.

Det er skønt at kunne køre lidt tidliere om eftermiddagen. Der er ikke så lange køer i Brugsen, når man lige skal nå det på vej hjem og der er mere tid med ungerne om eftermiddagen.

Mandag morgen i denne uge startede godt og jeg kom af sted før 7. I morges var så en af de dage, hvor jeg kom af sted på det værste tidspunkt. Det tog 7 min bare at komme ind på Oddervej og så gik det i snegle-slange hele vejen ind til Viby, hvor jeg skulle være i dag. Det bliver helt sikkert en tidlig start i morgen!